Lidt om min historie
Jeg blev uddannet havbiolog i 1997. Jeg ville ud og arbejde med adfærd hos store havpattedyr. Sådan gik det ikke rigtig. I stedet stiftede jeg familie og flyttede på landet og senere til Aalborg. Jeg har arbejdet med miljøformidling, specialundervisning, folkeskolelærer, coaching af unge, projektledelse, it-konsulent og campingmutter.
I årenes løb har jeg taget forskellige uddannelser: Folkeskolelærer, Life Coach, Master i IKT og Læring, Yogalærer og i 2024 også Skyggevejleder.
Jeg har boet hele mit voksenliv i Jylland, størstedelen i Nordjylland. Jeg har to skønne, voksne døtre og 3 dejlige børnebørn. Min mand og jeg flyttede til Silkeborgområdet for at drive campingplads 2018-2023 og er blevet boende her i det dejlige Søhøjland.
Vejen til at blive selvstændig coach og yogalærer
Skal jeg skære helt ind til benet, er der især to ting, som har præget mit liv og været med til, at jeg tog springet til at være selvstændig coach og yogalærer:
1) Kronisk gigt og 2) Lavt selvværd og præstationsangst.
Kort sagt, har gigten lært mig at acceptere det, der ikke kan laves om, og handle på det, jeg selv kan gøre noget ved. Den har lært mig, at bevægelse af kroppen er nødvendig – på den rigtige måde. Den har også lært mig, at jeg skal holde pauser, også mentalt. Jeg er dog ikke helt på plads med at acceptere det med de der pauser….
Det lave selvværd og angsten for at præstere foran andre, har jeg bøvlet med siden barndommen. Efter mange år med stressperioder og følelsen af aldrig at være helt god nok, tog jeg mig selv i nakken og kiggede indad. Faktisk tog jeg fat i den psykiske del af mig selv på samme måde som da jeg som 19-årig fik gigt. Jeg fik sat navne på det og begyndte at acceptere det, jeg ikke kunne lave om, og handle på det, jeg selv kunne gøre noget ved.
Du kan altid gøre noget!
Præcis det er min drivkraft som både yogalærer og coach. Når man får skilt tingene ad i ”hvad må jeg acceptere?” og ”hvor kan jeg selv gøre noget?”, så bliver livet bare så meget lettere.
Den lange fortælling
Er du nysgerrig, kan du læse meget mere om mine veje til yoga og coaching herunder.
Vejen til Yoga
Jeg har vist altid bevæget mig. Brugt min krop. Ikke siddet stille alt for længe ad gangen. Måske vidste jeg intuitivt, at det var godt for min krop at bevæge sig.
Gigt
Som 19-årig fik jeg rygsøjlegigt, som er en autoimmun sygdom, der primært giver inflammation i ryggen. Det er også en sygdom, som hurtigt giver smerter, hvis jeg sidder for meget, laver skæve bevægelser eller løfter for tungt. Eller hvis jeg laver ensidigt gentagende arbejde. Ensidigt gentagende arbejde er belastende for alle. Men for mig vil det sige at sortere papirer i et ringbind i mere end en time. Så får jeg smerter, selvom jeg er stærk, smidig og i god form.
Gigten har jeg for længst accepteret som en del af mig. Jeg kan som regel holde den på afstand med medicin og ikke mindst bevægelse. Moderat bevægelse. Jeg skal altid passe på med ikke at belaste min krop for meget. Og det er smuttet for mig utallige gange, fordi jeg kan mere end kroppen vil være med til. Så får jeg en knæskade, albueskade, skulderskade, baglårsskade eller andre inflammatoriske skader. Så en tur til fysioterapeut, igennem genoptræning og op på hesten igen.
Min gigt har på den måde lært mig, hvordan jeg forebygger skader, holder kroppen i gang, holder mig stærk og smidig og bevarer en god balance. For det er det, der hjælper mig. Og det er det, jeg gerne vil give videre til dig.
Yoga kom ind i mit liv
Yogaen kom ret sent ind i mit liv. Da jeg var ung havde jeg slet ikke ro nok på mig. Og ”yoga er jo ikke sport”, tænkte jeg. I 2018 begyndte jeg så alligevel at gå til yoga. Jeg havde ondt i ryggen, følte mig stiv og var stresset. Jeg startede på hot yoga. Det var hårdt, varmt – og virkelig givende. Min krop elskede det! Og hov, det gav også ro i hovedet?
I coronatiden begyndte jeg at dyrke rigtig meget yoga derhjemme, online.
Det passede ind i mit arbejde som campingmutter, og jeg kunne jo selv bestemme, hvilken slags yoga, jeg kunne lide.
Jeg blev faktisk grebet af yogaens muligheder. Jeg blev stærkere. Jeg blev mere smidig. Jeg fik mere ro i mit hoved. Jeg blev gladere. Jo mere yoga, jo mere fysisk og psykisk veltilpas blev jeg.
Yogalærer
I 2023-24 tog jeg uddannelsen til Ashtanga Yogalærer. Egentlig for min egen skyld. Jeg havde lyst til at blive supergod til yoga. Så god, at jeg altid bare kunne være min egen yogatræner. Uddannelsen lærte mig, at man fysisk kan meget mere, end man regner med! Og undervejs i uddannelsen blev jeg klar over, at jeg ville bruge den som selvstændig yogalærer. Læs mere på siden om Yoga.
Vejen til coaching
Min far
Som nævnt fik jeg rygsøjlegigt, da jeg var 19 år. Min far havde rygsøjlegigt og var meget hårdt ramt af sygdommen og gik desværre bort alt for tidligt, som 68-årig. Min far fik diagnosen i en tid, hvor behandlingen bestod af ”skynd Dem at gå hjem og læg Dem, hr. Grønborg”. Koblet med sætningen ”De kan ende i kørestol”. Medicineringen var heller ikke den samme dengang i 1970erne. Min far havde haft store smerter siden sin ungdom og blev slået ud af meldingen fra manden i den hvide kittel. Hele sit liv havde han skræmmebilledet med sig selv i kørestol hængende over hovedet.
Da jeg selv fik sygdommen som 19-årig, var der faktisk sket en del ift rygsøjlegigt, eller Morbus Bechterew, som sygdommen hedder. Man vidste nu, at bevægelse af kroppen var altafgørende for at undgå stivheden, som præger mange mennesker med sygdommen. Jeg var heldig med at kende sygdommen, for jeg fik først diagnosen 12 år senere. Men allerede fra starten vidste jeg, at jeg skulle bevæge mig og sørge for at holde kroppen smidig og stærk. Jeg prøvede at få min far til at gøre det samme, men han var på det tidspunkt helt stiv i ryg og nakke og havde mange smerter. Det var svært for ham at træne pga smerter, og medicinen virkede ikke rigtig.
Coachuddannelse
Da jeg igennem mit arbejde fik min coachuddannelse i 2011, kan jeg huske, at jeg tænkte ”Min far skulle have haft en coach”. En person, der kunne have støttet ham i at acceptere sin sygdom og samtidig handle, hvor det var muligt. Min far stod midt imellem. Han kunne ikke acceptere tingenes tilstand og derfor kunne han heller ikke handle. Drivkraften fra den tanke, er utrolig stærk hos mig endnu.
At kunne hjælpe folk som min far til ”Accept” og ”Flyt dig!”.
Egne krav og stress
I mange år kastede jeg mig ud i alt muligt, og alt for mange gange blev jeg stoppet af mine egne krav og mentale ubehag, selvom jeg uden tvivl havde alle nødvendige kompetencer. Dengang vidste jeg ikke, hvad det handlede om, så jeg kiggede udad. Der måtte være noget galt med jobbet, chefen, ægtemanden, boligen osv.
På et tidspunkt erkendte jeg, at mit mentale ubehag faktisk var stress. Jeg erkendte, at jeg havde det stramt med at præstere foran andre, selvom netop det var størstedelen af mit arbejdsliv. Stressen forfulgte mig derfor i årevis, sammen med skammen over, at jeg havde præstationsangst. Indtil det bare blev for meget. Jeg følte, at noget hele tiden begrænsede mig og hæmmede mig. Det handlede jo om mig selv – ikke alt det uden om mig.
Selvudvikling
Jeg begyndte at kigge indad. ”Hvad pokker er der med mig?” – tænkte jeg. Hos en terapeut stødte jeg på begrebet ”Særligt Sensitiv”. What? tænkte jeg. ”Jeg er da ikke sensitiv! Jeg kan både ro 100 km i kajak og lappe min egen cykel, så jeg er da ikke sensitiv!”. Men jeg slog ud på alle tests. Og jeg blev klogere! Særligt sensitiv handler om, at nervesystemet er lidt mere følsomt end hos de fleste andre. Koblet sammen med et lavt selvværd betød det, at jeg var på hårdt arbejde altid. For jeg kunne jo altid finde et eller andet tegn på, at jeg var forkert.
Accept
Da jeg fik sat de rigtige ord på det, der hæmmede mig – og ikke mindst turde sige det højt – kunne jeg begynde at skelne mellem det, jeg ikke kunne lave om, og det jeg kunne gøre noget ved. Stille og roligt kunne jeg acceptere, at ”jeg er sådan én, hvis nervesystem står lidt højt i tændingen”, og ”jeg er sådan én, der har lidt grundsvært ved at tro på mig selv”. Bum! Accepten gør, at jeg kan handle. Jeg kan flytte mig. Det er okay at være mig alligevel. Jeg behøver ikke skamme mig eller gemme mig. Det er sådan jeg er. Og det frigør en masse energi bare at være mig.
Skygger
I skrivende stund er jeg i gang med en uddannelse til Skyggevejleder. Skygger handler om det ”man ikke må være”. Jeg må fx ikke være dum. Det betyder, at jeg gemmer dum-skyggen omme bagved. Ingen må opdage, at jeg faktisk OGSÅ er dum, for det er vi alle sammen ind imellem. Alle mennesker har skygger. Skygger giver os bøvl i relationer med os selv og med andre. Når vi anerkender, at vi også er fx dum, kan vi integrere skyggen i vores liv og bevæge os mere frit. Kort fortalt. Når jeg kan anerkende, at jeg faktisk ER lidt dum ind imellem, og måske endda grine lidt af det (i stedet for at slå mig selv oven i hovedet med det), så slipper jeg en del af præstationsangsten. For hvis jeg dummer mig, så må andre gerne synes, at jeg er dum. Fint med mig. Og så er der ingen grund til at være bange for det. Skyggeteorien er et fantastisk redskab til at netop at skille tingene i ”Accept” og ”Flyt dig!”.
Kontakt mig gerne
Hvis du har læst helt her ned til bunden, håber jeg, at du har fået inspiration til at kigge på dit eget liv – fysisk som mentalt. Til at stoppe op, hvis du bøvler med noget, og undersøge, hvad du skal acceptere og hvor du kan gøre noget selv. Hvis du mener, jeg kan hjælpe dig, er du velkommen til at skrive til mig. Jeg ringer dig gerne op for en uforpligtende samtale.